Tips til hurtigt spil
- Start ikke på hul 1, før end holdet foran har spillet i 10 minutter.
- Vær altid parat til at slå, når det er din tur (d.v.s. handsken er på, du har undersøgt, hvor langt der er igen og valgt våben) og vær fremme ved din bold (hvis du ikke dermed står til gene for anden spiller eller til fare for dig selv) i stedet for passivt at være tilskuer til medspillernes slag.
- Undgå flere prøvesving og andre tidskrævende ”rutiner”.
- Hold øje med egen og medspillernes bolde, hvis de går uden for fairway. Hvis man gør det til en vane at finde et pejlemærke for, hvor en bold gik ind i rough eller blandt træer, begrænses det areal, man skal lede i.
- Gå rask til mellem slagene – det er også godt for din kondi!
- Sørg for at holde trit med bolden foran.
- Hjælp andre med at rive i bunker, hvis det kan gøre spillet hurtigere.
- Stil din vogn eller bag på et sted i forhold til green, som er på vejen fra hullet til næste teested – før du putter.
- Lad Tiger og lign. om at studere puttelinier i en evighed fra alle mulige vinkler.
- Undgå markering af bold på green, hvis du er så tæt på hullet, at det er problemfrit at putte ud.
- Saml op, hvis du ikke kan få point, når du spiller Stableford.
- Vink efterfølgende bold igennem, hvis du eller din(e) medspiller(e) ikke umiddelbart kan finde jeres bold. Man må højst lede 5 minutter efter en forsvunden bold (Golfreglerne, Afsnit II), men bør ikke lade efterfølgende spillere vente mere end et halvt minut, hvis man ikke umiddelbart kan finde sin bold, når man er kommet frem til stedet, hvor den formodes at ligge.
- Har man vinket igennem, kan dette ikke tilbagekaldes, selv om man så finder sin bold.
- Man bør uden opfordring vinke en efterfølgende bold igennem – uanset om det er en 2-, 3- eller 4-bold eller en single spiller – hvis ens bold har et tomt hul foran sig.
- Notér scores på næste teested og ikke på eller lige ved green, når I har puttet færdigt. Hvis den, der fører score, har honnøren, venter hun/han med at notere scores til efter, at hun/han har slået ud.
- Spil en provisorisk bold, hvis der er risiko for, at din bold er tabt andre steder end i en vandhazard eller er out-of-bounds. Hvis der er rimeligt bevis for, at den oprindelige bold er tabt i en vandhazard, må man ikke spille en provisorisk bold (Golfregel 27).
- Følg Afsnit I i Golfreglerne, ”Etikette – Opførsel på banen”, og se også tips om spilletempo på DGU´s hjemmeside www.dgu.org under Golfspillet/Regler og handicap/Etikette.
Husk: Langsomt spil er blot en dårlig vane. Få en god vane: Væn dig til at spille hurtigt.




